Betydningen af menneskelige relationer
Mennesker er flokdyr, og den væsentligste grund til, at vi har klaret os så godt som art, er vores evne til at samarbejde med hinanden. Dette samarbejde er baseret på relationer mellem mennesker. Vi kan have relationer til familiemedlemmer, venner, kollegaer og mange andre, der i større eller mindre grad er en del af vores liv. Ingen kan sige sig fri fra at have nogle relationer til andre mennesker på en eller anden måde. Jo flere gode, sociale relationer, vi har til andre, jo stærkere et værn har vi mod psykisk lidelse og ensomhed.
Palle alene i verden
Børnebogen Palle alene i verden leger med tanken om, hvordan det ville være, at være helt alene i verden. Drengen Palle vågner op og opdager, at hans forældre er væk. Da han går ned på gaden ser han, at alle mennesker er borte, og han er helt alene. Først er det sjovt at kunne gå rundt og gøre alt det, han vil, for der er ingen til at stoppe ham, men til sidst er det ikke sjovt længere, for der er heller ingen til at trøste ham, og ingen at tale med. Heldigvis vågner Palle og opdager, at det hele bare var en ond drøm.

Relationers betydning under barnets opvækst
Når et lille barn bliver mødt med kærlig omsorg, spejler det sig i det, forstået på den måde, at det giver barnet en følelse af at være elsket og tryg, og af at have en plads i flokken. Modsat vil et barn, som føler sig uelsket have svært ved at finde sin plads i verden, fordi det nemt vil føle sig forkert og udenfor. Det er gennem relationer med nogle, der er mere modne end os selv, at vi tilegner os sociale færdigheder og danner os en forståelse af- og fornemmelse for os selv. Relationer fortsætter med at være vigtige hele livet, da vi udvikler os hele tiden og konstant spejler os i andre ved at indgå i forskellige samspil. Det er således gennem relationer til andre, at livet leves.
Relationelle svigt kan repareres via terapi
Hos Milos-psykologerne hjælper vi mange af vores kunder med relationelle vanskeligheder, hvor det terapeutiske arbejde ofte går ud på at bearbejde tidligere oplevede svigt og samtidig arbejde på at forbedre de relationer, som man har til andre i dag - dette kan også indebære at afslutte dårlige relationer samt at erkende, hvilke fastlåste mønstre, man selv har siddet fast i indtil nu. Uanset hvilken årsag der er til, at man vælger at gå i terapi hos Milos-Psykologerne, så kommer man oftest til at arbejde med relationer både til andre og til sig selv, som en vej mod større psykisk robusthed.
Læser man den kendte børnebog om Palle fra 1942, kan man mærke snerten af, hvordan det ville være at være Palle alene i verden. Det ville være frygteligt tomt helt uden andre mennesker. Det kan være rart at være helt alene somme tider, men oftest er det kun rart i kraft af de relationer, vi ved, vi har.