Hvad er Compassion-Fokuseret Terapi?
Hos Milos-Psykologerne tilbyder vi blandt andet forløb med Compassion Fokuseret Terapi - både som terapeutisk forløb for enkeltpersoner, og som træning i compassion på kursus for flere deltagere.
Men hvad betyder compassion egentlig i denne sammenhæng?
Umiddelbart ville man oversætte det til det danske ord medfølelse, men det er kun en del af det. Compassion kan defineres som “en sensitivitet overfor egen og andres lidelse og årsagerne til den, og et dybt engagement i forsøget på at lindre og forebygge egen og andres lidelse”.
Forståelse for vores vanskeligheder
I compassion fokuseret terapi arbejder vi hen imod en forståelse for, hvilke årsager, der ligger til grund for vores vanskeligheder. Vi lærer at forstå de ting, der har indflydelse på os, og som vi ikke selv er skyld i, samtidig med at vi lærer at tage ansvar for vores udfordringer. Ofte tynger det os, at vi har stærke følelser af skam og selvkritik, og det er hjælpsomt at finde andre mere positive måder, hvorpå vi kan forholde os til os selv på.
Negative tankemønstre
Mange mennesker har netop negative tankemønstre, og når man bliver opmærksom på, hvad de indeholder, bliver det muligt at gå ad en anden vej, der indeholder mere egenomsorg. Det er arbejdet med udviklingen af et selv, der er den bedste udgave af dig. Den mentale træning består af øvelser, hvormed du kan lære at berolige dig selv og finde styrken til at håndtere dine vanskeligheder

Dig når du er bedst
Den bedste udgave af dig er, når du mærker din indre styrke til at se dine udfordringer i øjnene og samtidig har modet til at gøre det, der er nødvendigt, for at få det bedre. Det er dig, når du bruger din indre visdom i forsøget på at være mest mulig hjælpsom overfor dig selv i netop den situation, som du står i nu. Og så er det dig, når du kan drage omsorg for dig selv og kan bære over med dig selv, når du ikke gør alting perfekt. Når du lærer at få kontakt med denne udgave af dig selv, bliver det nemmere at overkomme fremtidige udfordringer i livet - for udfordringer slipper ingen helt for.