Den søde og svære juletid
Julen er den helt særlige tid på året, hvor vi rigtigt skal hygge os sammen i familien. Vi tager os kærligt af hinanden ved at tilbringe tid sammen, give hinanden gaver og spise lækker julemad sammen. Julen er hjerternes fest, siger man. For mange er julen virkelig en dejlig og hyggelig tid, hvor man holder fri og har nogle dejlige dage i familiens skød, og man glæder sig længe forinden. Men for andre er det rigtig svært, allerede når vi nærmer os december måned.
Julen kan føles ekstra ensom
Hvis man ikke har familie eller venner nær sig i sit liv, så puster julen nemt til følelsen af ensomhed. Netop når der er fokus på hygge og samvær, og at det er familien der er omdrejningspunktet for al hyggen, så mærkes det ekstra stærkt, hvis man i forvejen ikke har så mange eller måske slet ingen mennesker omkring sig til dagligt. Det at skulle sidde alene juleaften kan være rigtig svært, og mange har måske tidligere i deres liv oplevet at være en del af et kærligt fællesskab, som man nu savner, hvis man har mistet en eller flere af dem man havde nær.

Traditioner og gaver
I mange familier er der uløste konflikter, og når man så forventes at komme hinanden ved på en helt særlig måde og lave noget så intenst sammen som at fejre julen, så kan der være optræk til problemer - og man er måske meget uenige om, hvordan julen skal fejres. Endvidere ligger der meget usagt i de gaver, man giver eller modtager, og gaver kan bringe alt med sig fra dyb skuffelse til stor glæde og begejstring. Der er således for de fleste rigtig mange følelser forbundet med julen, og for nogle kan det være så svært, at de vælger helt at undgå at se familien i julen og i stedet for holder jul for sig selv eller sammen med nogle venner, der måske har det på samme måde.
Julen er foranderlig
Vi har alle minder fra vores barndoms jul, det kan være gode eller mindre gode minder. Uanset hvad sker der oftest flere gange i et menneskes liv nogle skift i, hvordan julen fejres. Traditioner må ændres for at vi kan tilpasse os nye livsomstændigheder, og dette kan medføre følelser af både savn, sorg, glæde og nostalgi. Uanset hvilken situation man står i, er julen for mange forbundet med stærke følelser, og derfor kan julen være så sårbar en tid.
Planlæg julen
Blandt kunderne i vores klinik hører vi ofte, at mange ønsker sig en ekstra konsultation inden jul, så mulige faldgruber i familiens skød måske kan reduceres eller helt undgås. I starten af et nyt år får vi også altid rigtig mange henvendelser fra folk, der ønsker et forløb hos os, hvor svære oplevelser i julen ofte har været det, der fik bægeret til at flyde over. Vi anbefaler generelt, når der er ting man har det svært med i forhold til julen, at finde ud af inden det går løs, hvordan man vil forsøge at forholde sig til de forskellige mulige problematikker, der kan opstå. Hvis du føler dig ensom kan du undersøge hvilke muligheder der er nær dig for at fejre julen med andre i samme situation. Er der konflikter i din familie, så tag den svære samtale med dine familiemedlemmer for at lave en forventningsafstemning og aftale hvordan i fejrer julen. På den måde kan man tage hånd om nogle ting i opløbet og gøre sit til at julen bliver så rar en tid som muligt for alle.
Vi ønsker alle en glædelig jul.