For høje krav gør det svært for unge
Rigtig mange unge oplever at have det psykisk svært, fordi der i vores samfund er opstået en kultur, hvor der stilles meget høje krav til unge om, at de skal være succesfulde på alle områder af livet. Disse høje forventninger skaber et stærkt indre pres hos de unge, hvilket kan føre til, at mange oplever en psykisk belastningstilstand, som kan være svær selv at finde vej ud af. I Milos-Psykologerne ser vi en tydelig udvikling gennem de senere år i antallet af belastede unge.
Identiteten dannes i ungdomsårerne
Det er i ungdomsårerne, at de mange dele af identiteten skal samles - som et patchworktæppe, der skal syes sammen af mange forskellige mindre stykker. Denne identitetsdannelse bliver især udfordret, hvis man samtidig er særligt psykisk sårbar, men alle unge skal gennem denne vigtige og vanskelige periode af livet, som det er at gå fra at være barn til at være voksen. De sociale medier bliver den platform, hvor man kan give et godt indtryk af sig selv overfor andre og vise, at man er populær og har styr på livet. Men oftest er livet ikke altid så rosenrødt, som det fremstilles, og det giver andre unge et forvrænget billede af virkeligheden.

Det er tabubelagt at have det svært psykisk
Når man som ung føler, at man ikke kan leve op til omgivelsernes forventninger, så kan man let komme til at føle, at det er pinligt, og man kan være flov over, at man har det psykisk dårligt. Skammen i sig selv kan forværre den psykiske tilstand, fordi den ofte medfører, at man isolerer sig.
Det hjælper at tale med nogen
Er man ung og har det svært, så er ens netværk bestående af familie og venner meget vigtigt. Hvis man er psykisk belastet er det vigtigt at få talt med nogen om, hvordan man har det. Chancen for, at man vil søge yderligere hjælp, hvis man har brug for det, øges i takt med, at man mærker, at man ikke har noget at være flov over.
Terapi kan hjælpe
Når unge starter i et forløb hos os i Milos-Psykologerne, er det ofte en væsentlig del af den terapeutiske proces at arbejde med at imødekomme følelsen af skam og finde ud af, hvordan man bedst håndterer den på en omsorgsfuld måde overfor sig selv. Det er en erkendelse af, at det er okay ikke at være perfekt, for det er ingen. Derpå kan energien bruges på at finde ud af, hvordan man kan leve et godt liv på trods af, at det til tider kan slå knuder.
Milos-Psykologerne anbefaler
Milos-Psykologerne anbefaler alle unge, der oplever at have det svært, til at tale om det med en, de har tillid til. Der er mange måder at få hjælp på, og der er altid noget, der kan gøres for at lindre indre smerte. Kontakt evt din læge eller en psykolog, eller ring til Ung på Linjen eller Sind Ungdom. Er der brug for akut hjælp, skal man kontakte Psykiatrisk Akutmodtagelse.